Biografen

Kyoto protokollens mekanismer

Kyoto-protokollen indeholder 4 mekanismer, der udstikker rammerne for, hvad der tæller med, når landenes reduktioner skal beregnes i henhold til protokollen. Mekanismerne betyder, at andre initiativer end reduktioner i landets egne udledninger, f.eks. gennem energibesparelser eller renere energiproduktion, tæller med i beregningerne af, om landene når deres reduktionsmål.

Efter vedtagelsen af Kyoto-protokollen har klimaforhandlingerne drejet sig om, hvordan protokollen skal fortolkes og gennemføres i praksis. Hvordan skal de 4 mekanismer bruges? Hvem skal kontrollere, om landene overholder deres forpligtelser? Hvordan skal det kontrolleres? Og hvilke sanktioner skal der være, hvis det viser sig, at et land ikke overholder sine forpligtelser?

 

1. Handel med udledningskvoter

I-landene har en kvote for, hvor meget drivhusgas hvert land må udlede. Hvis udledningen bliver lavere end det tilladte, kan den ubrugte udledningskvote sælges (Emission Trading).

Spørgsmålet om, hvordan kvotehandelen skal foregå, og hvor stor en del af et lands reduktion der må ske gennem handel med kvoter, har givet anledning til mange diskussioner, og man er endnu ikke blevet enige. Man har derfor vedtaget, at det først skal være muligt at handle med udledningskvoter fra 2008. EU og Danmark fastholder beslutningen i Kyoto-protokollen om, at handel kun må udgøre et supplement til den nationale indsats for at begrænse udledningen af drivhusgasser. Man frygter, at hvis det bliver muligt at købe billige udledningskvoter, vil handlen med kvoter gøre det mindre attraktivt at gennemføre reelle reduktioner i udledningerne. Særligt Rusland og Ukraine, der er forpligtede til at stabilisere deres udledning på 1990-niveau, vil formentligt have ubrugte kvoter, fordi industriproduktionen og dermed også udledningen af drivhusgasser er faldet siden Sovjets opløsning, og det ser ikke ud til, at de vil nå at få reetableret produktionen de første mange år.

Et andet uafklaret spørgsmål er, hvordan handel med “ikke eksisterende forurening” kan gennemføres i praksis. Skal handlen foregå mellem regeringer, eller skal private virksomheder kunne handle med kvoter? Hvordan skal handlen overvåges, så der bliver tale om reelle reduktioner?

 

2. Kyoto-protokollen gør det muligt at fratrække kuldioxid, der optages i nyplantet skov, på drivhusgasregnskabet

Det blev vedtaget, at kuldioxid, der optages i nyplantet skov, kan trækkes fra i beregningen af et lands udledning (Net Approach). Det er stadig uafklaret, hvordan reglen skal bruges i praksis. Diskussionerne har været komplicerede, fordi udformningen af de nærmere regler er vigtig for, hvilken effekt Kyoto-protokollen reelt vil få på udledningerne af drivhusgasser. Reglerne om skovplantning kan bruges til at sikre, at der bliver plantet mere skov, men reglerne kan også misbruges til at tildele sig selv og hinanden kreditter for skov, der ville blive plantet under alle omstændigheder. Reglerne om skovplantning rummer også en række tekniske problemer, blandt andet kræver det et detaljeret kendskab til skoven at beregne, hvor meget kuldioxid et skovområde optager.

I Danmark vil reglerne kunne bruges til at gøre det lettere at nå målet om, at skovene skal dække et dobbelt så stort areal som nu, fordi det vil blive mere økonomisk attraktivt at plante skov, hvis skoven kan indgå i beregningen af, om Danmark når sit mål i forhold til Kyoto-protokollen.

 

3. Kyoto-protokollen gør det muligt at begrænse udledningen af drivhusgasser i andre i-lande og få godskrevet det på sit eget drivhusgas regnskab (Joint Implementation)

Det er muligt at finansiere projekter, der reducerer udledningen i et andet i-land, og få godskrevet reduktionen på sin egen udledningskvote (Joint Implementation).

De nærmere regler er endnu ikke fastlagt, men Danmark har sat gang i et forsøgsprojekt i Østersøområdet for at engagere danske virksomheder og give myndighederne erfaringer med at overvåge internationale projekter. Man har blandt andet arbejdet på at effektivisere kulkraftværker og eksportere vindmøller og biomasseanlæg.

 

4. Kyoto-protokollen åbner også mulighed for, at et i-land kan vælge at lave et projekt i et u-land og få godskrevet reduktionen på sit eget regnskab (Clean Development Mechanism)

Det kunne f.eks. være støtte til plantning af skov og bekæmpelse af jorderosion. En risiko ved reglerne i Kyoto-protokollen er, at det bliver mere attraktivt at lave projekter i de rigere u-lande, der har en større udledning af drivhusgasser, frem for at hjælpe de fattigste lande, som har et meget lavt energiforbrug.

Endnu har man ikke kunnet blive enige om, hvordan reglerne skal fungere i praksis.

Klimaforhandlingerne i Paris