Biografen

Ozonlaget og drivhuseffekten

Nedbrydningen af ozonlaget - det der skaber de såkaldte ozonhuller - og drivhuseffekten er to forskellige ting med meget forskellige konsekvenser. Men der er en kraftig sammenhæng, hvad angår årsagerne til de to fænomener.
 

Ozonlaget

Ozonlaget er et lag af ozonmolekyler, som ligger i 15 - 25 km's højde over jorden. Ozon er et molekyle, som består af tre iltatomer, og det kan dannes, når solens ultraviolette stråler spalter iltatomer højt oppe i stratosfæren. Ozonlaget har den egenskab, at det beskytter mod solens ultraviolette stråler. Jo tykkere ozonlaget er, jo mindre ultraviolet stråling når ned til jordoverfladen.

UV-stråling er skadelig både for dyr og planter. Derfor er ozonlaget livsvigtigt for livet på jorden. For mennesker kan mere UV-stråling betyde flere tilfælde af hudkræft og flere tilfælde af øjensygdommen grå stær. Mere UV-stråling kan også betyde, at vores imunsystem svækkes, hvilket f.eks. kan give os flere infektionssygdomme.

Derfor vakte det stor uro, da forskere opdagede, at nogle menneskeskabte kemikalier, de såkaldte CFC-gasser - populært kaldet freon - som blev brugt i stor udstrækning i f.eks. kølskabe, havde en kraftig nedbrydende effekt på ozonlaget. Med den såkaldte Montreal Protokol blev der lavet en plan for afvikling af brugen af CFC-gasser, men på grund af den tid, det tager for CFC-gasserne dels at nå op i stratosfæren og dels at blive nedbrudt, så de er uskadelige, tager det mindst 30 - 50 år før virkningen af CFC-gasserne begynder at aftage. Det vil altså sige, at der er en ret lang forsinkelse, mellem at man udleder de ozonnedbrydende stoffer og virkningen begynder at aftage igen. Selv om man standser brugen af ozonnedbrydende stoffer helt, vil det altså tage mange årtier før ozonlaget er genoprettet.

Hidtil har man konstateret den kraftigste nedbrydning af ozonlaget over Antarktis, hvor man har talt om et "ozonhul", hvor den ultraviolette stråling ikke blev standset. Men også over Arktis er der blevet dannet et omend mindre ozonhul.
 

Drivhuseffekten

Drivhuseffekten er en betegnelse for, at nogle luftarter - de såkaldte drivhusgasser - kan optage infrarød stråling, således at den nederste del af atmosfæren og jorden bliver opvarmet. Mange af de luftarter, som virker nedbrydende på ozonlaget, har vist sig samtidig at være meget kraftige drivhusgasser. Det vil sige, at de har en dobbelt effekt på både klimaet og ozonlaget. Desværre er også nogle af de gasser, som man vil bruge som erstatning for freon i køleskabe, også kraftige drivhusgasser. Det gælder f.eks. HFC-gasserne.

Drivhuseffekten og ozonlaget

Nogle af de luftarter, som virker ozonnedbrydende, fremmer også den globale opvarmning. Men det har vist sig, at den menneskeskabte globale opvarmning også i sig selv indvirker på ozonlaget. Jo mere temperaturen stiger ved jordens overflade på grund af et større indhold af drivhusgasser i atmosfæren, jo koldere bliver det oppe i stratosfæren, hvor ozonlaget befinder sig. Grunden er, at den varme, som skulle varme stratosfæren op, bliver tilbageholdt af drivhusgasserne i den nederste del af atmosfæren.

Nedbrydningen af ozonlaget i stratosfæren på grund af freongasserne fremmes dels af sollys og dels af kraftig kulde. Specielt giver de skyer af iskrystaller, som dannes, når der er meget koldt i stratosfæren, meget gode betingelse for nedbrydning af ozonlaget. Derfor har man hidtil set den kraftigste nedbrydning af ozonlaget over Antarktis, hvor stratosfæren er meget koldere end over Arktis. Men nu ser det ud til, at den tiltagende globale opvarmning også har gjort stratosfæren over Arktis kold nok til at skabe ideelle forhold for en kraftig nedbrydning af ozonlaget her.

Den globale opvarmning har altså ikke blot store konsekvenser for klimaet. Den kan også forsinke eller i værste fald helt hindre en gendannelse af ozonlaget, efter de ødelæggelser, som freongasserne har skabt.
 

Klimaforhandlingerne i Paris